2003-09-30

Kabul, Afghanistan, september 2003

 Jeg har nu været i Afghanistan i mere end tre måneder. Hvis man endnu ikke er faldet ind i en vis rutine, gør man det vist aldrig! Skønt jeg har endnu små tre måneder tilbage, sker der hele tiden nye ting og sager, både arbejdsrelaterede og private, som kræver tilpasning og konstante ændringer. Det kan være svært at adskille arbejde og fritid når man lever i så småt et miljø som vi gør på Aviation Assistance’s udestation hernede.

De hverdagsting som jeg ikke fik fortalt om i min første mail er stadig de samme på godt og ondt. Når der kommer nye folk herned er det ret normalt, at man, som noget af det første, får et par dage med dårlig mave – populært kaldet ”Jalla-mave”. Normalt ikke noget man bliver holdt i sengen af, men man flyver ikke! Jeg er gudskelov sluppet billigt på den konto og har end ikke måttet lade være med at flyve – af den årsag! 

Vi har en kok ansat til at lave mad til husets 16-18 beboere, fem af ugen syv dage. Maden er udmærket (efter lokale forhold; en konge værdig!) men variationen er ikke stor og jeg savner frugt og grøntsager for det får vi ikke meget af hernede. Der går ikke mere, end en lille uge, før man har været kokkens repertoire igennem og man starter forfra igen, men denne gang i en ny kombination af de samme retter. 

Af kød findes to ting; oksekød, kylling og atter kylling! Dertil hører ris, pasta-skruer og kartofler i fem forskellige afskygninger. Tomater, løg, chili-peber og rød/grønne peber-frugt indgår som regel i retten. En sjælden gang (ca. hver 14. dag) kan det blive til lidt gulerødder og hvide bønner som garniture. Ca. én gang om ugen griller vi! Nogen gange med kokkens hjælp andre gange uden. Hans kebab i form af marineret kylling/oksekød er et sikkert hit. Den evige ”joker” er pandekager… og de skaber altid begejstring om det så er indbagt med kød til hovedretten eller som dessert. 

Kokken ville sikkert ikke være tilfreds med at læste dette, så retfærdigvis må det nok konstateres, at han gør et formidabelt stykke arbejde med de givne midler og muligheder for indkøb! 

Vi arbejder i gennemsnit fem dage om ugen, søndag til torsdag, jævnfør den muslimske uge, hvor fredage er ”store bededag”. Vi får, for det meste, planen for dagens flyvninger små 24 timer i forvejen. Således, at vi på forhånd kan forberede flyveplaner og beregne brændstofforbrug og nyttelast (payload).

Første tur starter som regel mellem 0630 og 0830. Vi tager altid i lufthavnen en times tid før, for at inspicere maskinen og få tanket op til dagen (første) tur. Da vi kun kan tanke i Kabul er vi ofte kraftigt begrænset i den last vi kan løfte ud af Kabul. Vi slæber ofte kun 50-60% af det vi egentlig kunne slæbe, hvis vi havde brændstof på vores destination. Da dette ikke er tilfældet bruges de resterende ”laste-kg” til brændstof til hjemturen…

Kabul Int. Airport kl. 0530. 

På det sidste har vi haft et par punkteringer, som vi har opdaget om morgenen og så er der gået ren formel-1 i dækskiftene! Hurtigste tid er lige under en halv time… ret flot da maskinen både skal klodses op og bremser og fælg adskilles for at kunne skifte dækket… 

Vi flyver med FN-folk, US-army, DDR-folk (Desarming, Demobilisation og Reintegration) og lokale ”VIP”s – kun i ”nødstilfælde” med Vice-præsidenter og ligende… ;o) 

Alt efter længden på dagens flyvninger kan vi vende tilbage til Kabul for at tanke én, måske to gange, på en dag. Oftest slutter vi mellem 1500 og 1730, da vi ikke flyver om natten og skal være hjemme en time før solnedgang - ca. 1830. Om aftenen er der så lidt papirarbejde som afslutning på dagens tur og som forberedelse til den næste. 

David og jeg deles om flyvningen. Når man ikke flyver er man Site-manager… Tager sig af papirerne og ordner andre formalia i forbindelse med operationen og FN. Gode diplomatiske evner er en fordel her! Mere vil jeg ikke sige…

Det sociale liv foregår i små cirkler. Hver torsdag mødes alle civile danskere i Kabul (og et par svenskere) på ambassaden til en ”weekend-øl”. Vi sidder i haven og snakken går lystigt som til en dansk havefest omkring midsommer. Et dejligt afbræk og pusterum i en ikke særlig dansk hverdag. 

Der findes også en FN-klub, der også fungerer som et lille hotel med restaurant, bar, pool, squash-bane, styrketræningsrum, pool/snooker og sidst, men ikke mindst, en vollybane på en græsplæne. Der har vi slået vores folder en del, indtil jeg skvattede og bankede mit ben ind i en betonstolpe. Jeg fik et kæmpe trælår/blodansamling i låret (ca. 1L) og måtte holde mig i ro i små to uger… SURT!

Et blåt lår!

Nu er jeg imidlertid ”up and flying” igen, selvom der går endnu et par dage inden jeg er ”up and running”! Jeg har fået sendt mine løbesko herned, med ”firma-kurer”, da jeg ikke havde troet det muligt at motionere udendørs hernede. Det er det egentlig heller ikke! – men jeg kan løbe rundt om den tysk/fransk/-belgisk/canadiske lejr, der ligger inde på lufthavnsområdet og er skarpt bevogtet :o)

Vi omgås kun andre udlændinge hernede! That’s a fact! Røde kors, NGO’er, lidt med de danske ISAF-tropper eller andre hjælpeorganisationers ansatte. Der er gerne fest et eller andet sted i Kabul, hver torsdag eller fredag. Der kan man gerne hustle sig ind og det er sikkert at man kender nogen, for det er altid et udpluk af de samme 200-250 mennesker man møder alle steder. Større er stedet ikke - for os fremmede! Byens små to millioner indbyggere til trods. Kønsfordelingen til disse fester kan sammenlignes med Luftfartsskolen, på en dårlig dag… 

På gader og stræder ser man stort set kun mænd, enkelte burka’er ses, som indskrumpede ”mummi-trolde” bevæger de sig kluntet rundt i mængden. Udsynet fra en burka skulle være værre end for en hest med skyklapper! 

Vestligt udseende kvinder kan bevæge sig rundt i nogenlunde ro og fred, hvis de er tildækkede fra top til tå, bærer et tørklæde over deres hår og ikke viser ankler eller har kropsnært tøj på! Som en kuriositet kan man som mand opleve at blive ”checket ud” af afghanske mænd på gaden, med det internationale ”elevator-blik” (kigger først en person i øjnene, lader blikket sultent løbe ned over kroppens konturer for derefter at vende tilbage og kigge personen i øjnene igen, oftest akkompagneret af et lille og diskret, men anerkende, nik med hovedet…). 

Vi går, cyler eller løber ikke rundt i Kabul! Ikke fordi det er direkte livfarligt – jeg er ikke specielt paranoid på det punkt, men, at der er en fare for alle ”repræsentanter for den vestlige kultur” fra et lille antal krigsliderlige-islamistiske-idioter er uomtvisteligt. Jeg tror og håber oprigtigt, at det kun er et mindretal, men de kan lave meget lort i situationen for den almindelige fredelige afghaner… desværre! 

Jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at jeg IKKE savnede Danmark, mit liv og mine venner der! Men det er lidt pudsigt at konstaterer, hvilke ting der kan fremkalde en hjemlængsel! 

Da Kent, David’s og min ”nye” Kaptajn, kom herned, havde han to glas hindbærsyltetøj med. Dem havde han og hans svigermor lavet i sommer. De smagte næsten ligesom min mormors hjemmelavede syltetøj. Nogen Nimbus-tur, til Mormor på Falster med hjemmebagt franskbød, hindbærsyltetøj af egen avl og pandakager på terrassen bliver det ikke til for mit vedkommende i sommer(/år)! (Ja! Undskyld! Jeg ved godt, at det ikke er sommer længere - når man kigger på kalenderen! Men jeg er lidt ”miljøskadet”! Middagstemperaturen ryger stadig op i starten af trediverne hernede).

Jeg har meget mere at fortælle, men vil holde her og gemme lidt til næste mail!

Med venlig hilsen

Christian "CRA", Pilot i Kabul, Afghanistan